Til det årlige Sankthans arrangement den 23.juni åbner Marjatta STUs udstilling "Farverne Findes" på 1.sal i Herskabsstalden og kan ses den 23.juni fra kl.16-19.00. Udstillingen varer sommeren over til og med den 1.august og er åben i Kunsthallens åbningstider.
Her udstiller Marjattas STU elever bl.a. skulpturelle hovedbeklædninger, skabt til deres eurytmiforestilling, der i år vises på Rønnnebæksholm til venner og pårørende i Herskabsstalden. Samarbejdet mellem Marjatta og Rønnebæksholm og billedkunstnerne Marianne L.Jørgensen og Therese Bülow, er et to årigt projekt om kunst og fællesskab.
I de kunstneriske forløb på Rønnebæksholm og Marjatta er der taget udgangspunkt i at præsentere eleverne for kunstneriske processer og materialer. De har arbejdet med forskellige processer og ideer, hvor materialerne er med til at inspirere elever til at skabe deres eget udtryk. Med gips er der blevet skabt masker og skulpturelle hovedbeklædninger. Med planter fra Haven på Rønnebæksholm er der skabt smukke farver til plantefarvning og planteblæk.
Det første år afsluttes med en udstilling på Rønnebæksholm, på 1.sal i Herskabsstalden, hvor vores offentlige publikum kan få indblik i elevernes flotte kunstneriske arbejder.
Dette skønne samarbejde er muligt da Rønnebæksholm og Marjatta over de sidste mange år har arbejdet sammen på tværs. Samarbejdet er støttet med Augustinus Fonden satsning om at bygge bro mellem kultur og sociale indsatser. Tak for støtten.
