11. oktober 2025 13:00 - 16:00

Lav din egen lap - til dit tøj

Kom forbi Værkstedet - og lær at lave dine egne stoflapper med designer Stina Resting. Dine lapper kan du bruge direkte på dit tøj - både som pynt eller til at lappe et hul eller dække en plet. På den måde forlænger du dit tøjs levetid.

Du kan skrive et navn, klippe et hjerte, tegne et dyr eller noget du selv finder på? Vi skal klippe eller tegne motiver direkte på stof og fiksere dem med et strygejern på dit tøj. Hvis du har lyst, kan du også lære at brodere dine lapper fast.

I efterårsferien vil der være fokus på 'visible mending' - som betyder synlig reparation.

Både børn og voksne er velkomne i Værkstedet til fordybelse og fællesskab. Kom alene eller kom med en ven, søskende, forældre eller bedsteforælder og hyg dig med at lave egne bæredygtige lapper. Du kan tage et projekt med - og sætte lappen på med det samme - eller tage lappen med hjem.

Praktisk information:

Drop-in workshoppen foregår i Værkstedet ved siden af Café Haralda og Kunsthallen. Der vil være materialer til rådighed inklusiv i prisen. Alle er velkommen uanset alder og forudsætninger. Workshoppen koster 40 kr. per person og giver også adgang til de aktuelle udstillinger: Folk & Lore i Kunsthallen; FLASH! af Esben Weile Kjær i Laden; og Havens Høst i Haven.