Børn er altid velkomne på Rønnebæksholm! Vi har derfor sørget for, at I altid vil kunne finde aktiviteter i børnehøjde.
Børneværksted
Værkstedet ligger lige ved siden af Cafeen og man er velkommen til at nyde en kop kaffe i værkstedet, imens der skabes og kreeres små kunstværker. Man kan også snuppe en pause i det bløde hjørne og hygge sig med en bog.
Aktiviteterne udvikles af Rønnebæksholms Kunstformidler Maria Wolder og Sigrid Abrahamsen, der er leder af Billedskolen, og skifter indhold fra udstilling til udstilling. Børneværkstedet er fast inventar på Rønnebæksholm og er åben i udstillingsperioderne fra torsdag-søndag kl. 12-17.00. Udvalgte weekender vil der være workshops med kunstværter og ellers er værkstedet åbent og aktiviteterne tilrettelagt, så man selv kan gå på opdagelse i dem.
I sommerhalvåret er det sjovt at gå på opdagelse i Herregårdshaven. Ved Herregårdshaven finder I også en stor naturlegeplads. Ude i parken ved hovedbygningen finder I Musisk Naturbase. Her kan børnene skabe deres egen melodi eller efterligne nogle af naturens mange lyde på kunstværker af naturmaterialer. Lydskulpturerne er skabt af kunstnerne Till Junkel og Sine Lewis – og de er heldigvis lavet til at blive brugt af børn og barnlige sjæle. Musisk Naturbase er altid åben og kan frit benyttes. Basen er skabt i et samarbejde mellem naturvejledere, Børnekulturhuset, Musik- og Kulturskolen og Rønnebæksholm i Næstved Kommune og er støttet af Nordea-fonden.
På Rønnebæksholm finder I også Billedskolen Storstrøm og Talentskolen i nyistandsatte lokaler, hvor børn og unge kan udfolde sig kreativt. Læs mere om Billedskolen Storstrøm og Talentskolen.
Skoleklasser og børnehaver er altid velkomne enten på egen hånd eller til undervisning og kreative forløb. Læs mere her.