5 marts 2024 – 26 marts 2024
00:00
Høst Havens Ord og Workshops med Monia Sander
Vi ankom til denne jord og gav den dette navn:
Workshopforløb i manuskriptskrivning på Rønnebæksholm,
tirsdage den 5., 19. og 26.marts, kl.17.30-20.30
Rønnebæksholm og performancekunstner, Monia Sander Haj-Mohamed inviterer i marts måned til tre workshops i kollektiv manuskriptskrivning. Her vil vi sammen bruge vores fantasi til at udforske stemmerne i Kunsthallens Have. F.eks.: Hvad ville to morgenfruer og et plantepas snakke om? Hvilket drama kunne udfolde sig mellem en lavendel, en mælkebøtte og en gartner? I fortiden? I nutiden? I fremtiden? Har lavendelens duft en stemme og hvis den havde, hvad ville den så sige?
I løbet af efteråret har Rønnebæksholms besøgende indtastet ord nede fra haven ind i en stor fælles ord-pulje. Du skal stadig høste og indtaste ord i Haven, hvis du har lyst til det. Læs om dette her.
Det er disse ord vi sammen skal udfolde til drama. Du inviteres til at bringe egne interesser ind i skrivningen og f.eks. forestille dig scenarier, der forholder sig til bæredygtighed, feminisme, dekolonisering eller som centrerer sig omkring lyde, undersøger en enkelt plantes liv, osv. Vi kommer også til at studere ordenes navneordenes etymologi for at forstå deres rodnet og relationen mellem objekternes historie og det sprog der omgiver dem.
Undervejs vil vi også undersøge havens nuværende navn, Herregårdshaven, og de hierarkier, der knytter sig til navnet, samt hvordan andre navne kunne ændre hierarkierne i haven.
Mellem mødegangene vil der være små hjemmeopgaver og du vil være velkommen til at arbejde videre med manuskripterne efter forløbet.
Manuskripterne vil blive udstillet som radiospil på Rønnebæksholm og theatrebuilding.com efter forløbet – du kan stå på som anonym forfatter eller med navn alt efter eget ønske.
Praktisk information:
Forløbet er gratis og finder sted på Rønnebæksholm. Der vil være en bid mad fra haven. Man kan deltage i alle forløbene eller i et af forløbene. Forløbene er for alle aldersgrupper (unge og voksne). Man kan deltage uanset hvilket sprog man skrive på.
Tilmelding her:
Tirsdag den 5.marts, kl.17.30-20.30. Book her.
Tirsdag den 19.marts, kl.17.30-20.30. Book her.
Tirsdag den 26.marts, kl.17.30-20.30. Book her.
Om underviseren
Monia Sander Haj-Mohamed bor og arbejder i et felt mellem skrift, performancekunst og instruktion. Med referencer til teateret undersøger Haj-Mohamed spændvidden i det performative rum, hvor virkelighed og fiktion sammen- blandes, og hvor distinktionen mellem virkelige mennesker og litterære karakterer sløres. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020 og var kunstnerisk leder af Momentum Teater i sæson 21/22. Gennem Forlaget Korridor udgav hun Dominique i 2015 og Alexandertrilogien – et performanceessay i tre akter i 2019, for hvilken hun modtog Schadeprisen. Hun har bl.a. udstillet på O-Overgaden, Statens museum for kunst og Amager Psykiatrisk Hospital og er en del af de decentrale udstillingsplatforme, Hosting Lands og theatrebuilding.com.