19 august 2023
13:00 - 17:00
Udstillingsåbning Lá. Læ. Likkja. Magna. Jessie Kleemann
Rønnebæksholm præsenterer soloudstillingen Lá. Læ. Likkja. Magna. af Jessie Kleemann. I en omfattende og omsiggribende udstilling vil den besøgende opleve Kleemanns nuancerede kunstneriske univers på tæt hold.
Jessie Kleemann vil i sensommeren på Rønnebæksholm skabe en omfattende og omsiggribende soloudstilling, hvor hendes praksis overordnet bearbejder arktisk smerte, den koloniseredes erfaring, Grønlands geopolitiske situation og klimaforandring. Jessie Kleemanns performative praksis gennemstrømmer hendes måde at arbejder i forskellige medier. I udstillingen på Rønnebæksholm har Kleemann værker på papir og lærred, som er blevet til i en form for kropslig koreografi, en følelsesudladning, der styrer kroppens bevægelser og dermed penslen, blyanten eller kullet, hun har i hånden.
Program for udstillingsåbning fra kl.13-17.00
Kl. 13.15 Åbningstale af leder af Rønnebæksholm, Lotte Juul Petersen
Kl. 13.30 Performance af Jessie Kleemann
På åbningsdagen vil man kunne opleve Jessie Kleemann lave en performance. En performance af Jessie Kleemann er en helt uforudsigelig, men altid intens oplevelse. Jessie Kleemann skaber et rum, som både kan rumme det dramatiske, det ubekvemme og det overraskende visuelle.
Samtidig med udstillingen på Rønnebæksholm viser SMK en soloudstilling med omdrejningspunkt i Jessie Kleemanns installationer og videoværker samt to helt nye performanceværker skabt særligt til SMK. Tilsammen giver de to udstillinger med hver deres fokus et nuanceret billede af Kleemanns værk. På Rønnebæksholm er udstillingen også skabt i samarbejde med gæstekurator Louise Lassen Iversen.
Udstillingen er støttet af 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett Fonden, Brand af 1848 Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Knud Højgaards Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, Ulla og Erik Hoff-Clausen Fonden, William Demant Fonden.
Billede: Jessie Kleemann, Lá. Læ. Likkja. Magna, de små organismer puster og pruster til SASSUMA, 2023 (detalje), Fotograf: Malle Madsen.