20 marts 2011 – 5 juni 2011
Rylens Kyster
I 1921 tog maleren Johannes Larsen og tegneren Achton Friis af sted på den første ekspedition med skibet Rylen. Formålet var at kortlægge og beskrive livet på de danske småøer i den tro, at der her var en form for oprindelighed og ægthed, som det moderne samfund endnu ikke havde uddrevet. Resultatet var for Johannes Larsen en række akvareller af landskabet og dyrelivet og for Achton Friis både kartografiske optegnelser af øerne og minutiøse portrætter af “de indfødte”. Ekspeditionsskibet Rylen var på havet af mange omgange, og befinder sig i dag i Kerteminde Havn, tæt ved Johannes Larsens kunstnerhjem. Det bruges stadig jævnligt, og kunstnerne John Olsen, Jens Gregersen og Jens Bohr har også deltaget på togterne.
Udstillingen på Rønnebæksholm viser et udsnit af alle disse kunstværker og fotografier både fra det tidlige togt og fra vor tid. Interessen for livet og landskabet ved de danske kyster har altid været stor blandt danske kunstnere og denne interesse fremhæves yderligere ved præsentationen af en række oliemalerier af Johannes Larsen og Fritz Syberg. Værkerne til udstillingen er venligst udlånt af Johannes Larsen Museet i Kerteminde.