29 maj 2021
15:00 - 18:00
Poesisalon 29 maj
Rønnebækholms historie er fyldt med poesi og musik og sidste år udviklede Rønnebæksholm en række poesisaloner. I løbet af eftermiddagen kan man opleve oplæsninger, samtaler og sange.
Med Rønnebæksholm som landskab, subjekt, og scene vil Rønnebæksholm også fejre sit 700-års jubilæum igennem poesien. Maria Zahles nye visuelle digtsamling, The Toe The Horse The Sister (2021) er udgangspunktet for en række udforskninger af Rønnebækholms arkitektur og materialitet. Oplæsninger og samtale mellem Maria Zahle og Rønnebæksholms leder Lotte Juul Petersen.
Kunstnerne Ragnhild May, Jenny Gräf Sheppard, Olga Benedicte, Kristian Byskov og kurator Iben Bach Elmstrøm vil introducere projektet Det Æstetiske Øre gennem oplæg, sang, performance og en samtale om projektets socialpolitiske dimension. Det Æstetiske Øre handler om at bringe kunstværker ud i samfundet på nye måder, der imødekommer publikummer som har vanskeligt ved at besøge en kunstinstitution eller lever isoleret fra samfundet af forskellige årsager.
Eftermiddagen afsluttes med sange opført af performancekunstner Sophie Dupont i relation til hendes aktuelle udstilling på Rønnebæksholm ‘Åndedræt – Breath’, hvor sangene sunget af Dupont er en del af installationen. Sangenes tekster stammer fra notater Dupont tager når hun læser værker af bl.a. Luce Irigaray, Audre Lorde og Astrida Neimanis. Sangene er derfor som noter, der bliver gentaget – og derfor husket – gennem sangen.
Deltagelse i arrangementet er gratis, men kræver billet. Bestil her på billetto.
Arrangementet foregår indendørs i Herskabsstalden på Rønnebæksholm. Rønnebæksholms indendørs faciliteter kræver Corona pas, se retningslinjer under ’Besøg’ på hjemmesiden her.
Arrangementet er støttet af RealDanias Byd indenfor-puljen, Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond som en del af FællesRum programmet på Rønnebæksholm.