8 februar 2022
19:00 - 21:00
Poesi og forvandling – samtalesalon med Biblioteket på Rønnebæksholm
Inde midt i Rønnebæksholms udstilling Ung som Bly, lavet i samarbejde mellem billedkunstneren Sophia Kalkau og digteren Ursula Andkjær Olsen, afholder vi en fælleslæsning af poesi under temaet forvandling.
Rønnebæksholm og Biblioteket arbejder sammen under overskriften FællesRum, og denne aften lader vi os inspirere meget direkte af udstillingsrummet. Både Kalkau og Olsen arbejder i udstillingen bl.a. med forvandling i form af øjebliksbilleder og livsfaser, og på samme måde skal vi læse digte der arbejder med forvandlingen gennem livsændringer og konkrete øjebliksbilleder.
Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning vil vi sammen læse og samtale om 2-3 digte, og efter oplæsning af hvert digt vil vi snakke om livets forvandlinger. Vi vil lade os guide af poesiens evne til at åbne for forståelsen af vores egne og andres oplevelser af det læste. Kan vi spejle os i det vi læser? Hvad overrasker os? Hvordan adskiller vores oplevelser sig fra hinanden?
Samtalen indledes og guides af kulturformidler Sigurd Dam, men målet er at skabe en flydende samtale hvor deltagerne selv tager agens og gerne bringer egne erfaringer og/eller læsninger op. Der er ingen forberedelse, og man behøver ikke at have nogen særlig viden om hverken digte eller kunst. Det vigtigste er, at man har lyst til at læse nogle interessante tekster og måske byde ind med egne tanker, lytte til hinanden og sammen overveje det vi læser.
Arrangementet er en del af en større række lavet i samarbejde mellem Biblioteket og Rønnebæksholm i det kommende halvår. Næste arrangement vil omhandle familien og finder sted den 8. februar.
Det er gratis at deltage. Tilmelding via Bibliotekets hjemmeside klik her