9 september 2021 – 28 oktober 2021
17:00 - 18:30
Poesi for Liggende Tilhørere
Poesi for Liggende Tilhørere er en anden måde at lytte til ordene på. Ved at ligge ned under oplæsningen åbnes der op for sanserne og sindet, og det efterlader en modtagelig for drømme og sorg – der er ikke andet end ordene og rummet, som en tilhører engang beskrev det.
Efter en kort introduktion af alle tilstedeværende lægger vi os på gulvet i Hospital for selvmedicinering. Forfatteren læser tekster op specielt udvalgt for et liggende publikum. Teksterne læses højt to gange for at fremhæve den mangfoldighed af lag og betydning og følelse, som den liggende position åbner op for.
Efter oplæsning er der te og samtale mellem deltagerne og oplæseren.
Du kan opleve disse forfattere til Poesi for Liggende Tilhørere:
Claus Handberg 9. september kl. 17.00-18.30
Claus Handberg skriver gennem manglen. Fællesskabets- og sprogets mangel. Stemmen er på en og samme tid afdæmpet og helt ude af sig selv. Det er som om tandhjulene i verden ikke passer sammen.
Book din billet til oplæsningen med Claus Handberg >>
Kristian Byskov 23. september kl. 17.00-18.30
Kristian Byskov skriver fremtiden. Han forestiller sig en anden verden hvor teknologi og følsomhed vikles sammen i nye nervøse landskaber.
Book din billet til oplæsningen med Kristian Byskov >>
Anna Rieder 30. september kl. 17.00-18.30
Anna Rieder kender ikke grænserne for sit eget subjekt, hun flyder ind og ud af verden, fuglene synger i hendes bryst, mens oxapax løber i årene.
Book din billet til oplæsningen med Anna Rieder >>
Marianne Larsen 7. oktober kl. 17.00-18.30
Marianne Larsen vender vrangen ud på virkeligheden med største selvfølge. Tingenes almindelige orden bliver testet gennem humor og stille vanvid, så man efterlades lettere svimmel.
Book din billet til oplæsningen med Marianne Larsen >>
Ursula Andkjær Olsen 21. oktober kl. 17.00-18.30
Ursula Andkjær Olsen indfanger og genforhandler jeget i sine tekster. Hun hiver det i retten hvor det indsættes som både forsvarer, anklager og dommer. Nådesløst og klangfuldt – en voldsom energi.
Book din billet til oplæsningen med Ursula Andkjær Olsen >>
Anders Rishøj 28. oktober kl. 17.00-18.30
Anders Rishøj skriver nedefra. Han skriver gennem sin sociale situation og historie for at vise et andet Danmark gennem et følsomt og beskadiget sprog, langt fra det vi ellers møder.
Book din billet til oplæsningen med Anders Rishøj >>
Poesi for Liggende Tilhørere er en del af programmet for udstillingen Soil.Sickness.Society, som vises på Rønnebæksholm frem til den 31. oktober 2021. Arrangementerne foregår i kunstner Jakob Jakobsens installation Hospital for selvmedicinering og er gratis og åbne for alle. Du skal dog booke billet.
STED: Hospital for selvmedicinering, Herskabsstalden 1. sal.
Poesi for Liggende Tilhørere er arrangeret af Jakob Jakobsen og Claus Handberg.
Foto: Poesi for Liggende Tilhører til åbningen af Soil.Sickness.Society på den 23. juni 2021. Fotograf: Christian Brems.