13 oktober 2022 – 23 oktober 2022
00:00
person – i bevægelse
person – i bevægelse er et projekt initieret og udviklet af billedkunstner Marie Thams og kurator Rebekka Elisabeth Anker-Møller bestående af en serie af interventioner, en kunstfilm og en publikation, som kalder på frisættelse af køn og magtfordeling i det danske sprog og samfund. Gennem projektet skabes en bevægelse på tværs af landet, hvor kunstinstitutioner og deres lokale publikum inviteres ind i en bearbejdelse af sprogets magt og dermed også kunstens rolle i udviklingen af vores fælles kultur og ståsted.
På Rønnebæksholm vil kunstfilmen person, Marie Thams 2022, kunne opleves på 1. sal i Herskabsstalden fra den 13.-23. oktober og den 23. oktober udfoldes den første performative samtale i projektet med Elias Sadaq, Ingrid Baraka og Naima Yasin, Shëkufe Tadayoni Heiberg, Marie Thams og Rebekka Elisabeth Anker-Møller, modereret af Mary Consolata Namagambe. Læs mere den performative samtale den 23 oktober her.
I kunstfilmen person, der danner udgangspunkt for projektet, undersøger Thams betegnelsen ”forperson” versus ”formand” og tager fat på, hvordan det kønnede ord føjer sig ind i en sproglig tradition, der er med til at fastholde begrænsende forestillinger om køn og fordelingen af roller i samfundet. Værket, der er udgangspunkt for hele projektet, sætter tematikken i et større perspektiv og rækker en hånd ud mod de kommende generationer, som dem, der har retten til at definere fremtidens sprog og eget råderum.
Igennem det rejsende projekt løber spørgsmålene – hvem udfylder og udvikler vores fælles samfundsbærende institutioner? Hvordan formes vi af sproget – og kan vi frisætte fordelingen af samfundsroller og magtstrukturer ved at udvide forestillingen om medborgerskab gennem sproget? Hvem dækker begrebet “vi” over? Gennem udstilling og flerstemmige samtaler er ønsket at bidrage til en øget nuancering af herskende strukturer og forestillinger om krop, ligeværd og medmenneske, og at mangfoldighed og inklusion sikres i alle forsamlinger.
De medvirkende forfattere skaber et vigtigt tværsnit mellem det litterære og det kunstneriske samt den aktuelle forskning og erhvervslivet – og er alle inviteret til at skrive en tale om emnet ud fra egen faglige og levede erfaring: Ingrid Baraka og Naima Yasin, der står bag podcasten A Seat At The Table – Drude Dahlerup, kvinde- og kønsforsker, forfatter og professor emerita – Caspar Eric, digter – Ida Marie Hede, forfatter – Shëkufe Tadayoni Heiberg, forfatter, litteraturformidler, forlægger og oversætter – Merete Pryds Helle, forfatter – Liv Helm, teaterinstruktør og kunstnerisk leder v. Husets Teater – Nazila Kivi, kritiker, litteraturanmelder, ekstern lektor i kønsstudier og medstifter af magasinet Friktion – Moussa Mchangama, medstifter af rådgivning og forskningsplatformen In Futurum og tidligere forperson i Mino Danmark – Ehm Eg Miltersen, lingvistikstuderende, forfatter og debattør – Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog og forfatter – Natalia Rogaczewska, direktør for Kvindeøkonomien og stifter af rådgivningsvirksomheden Værdbar – Elias Sadaq, forfatter og dramatiker – Marie Thams, billedkunstner.
Sammen med Gads Forlag arbejdes der på at samle talerne i en publikation i forlængelse af projektet.
Interventionerne, som vil udfolde sig på Rønnebæksholm i Næstved, Copenhagen Contemporary i København, Kunsthal Nord i Aalborg samt på Kunsthal Aarhus tager form gennem kunstfilmen person og performative samtaler med projektets medvirkende forfattere. Dertil arbejdes der sammen med Gads Forlag på at samle talerne i en publikation i forlængelse af projektet.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond og Næstved Kommune.