24 november 2022
17:00 - 19:00
Oplæsning og samtalesalon med Gry Stokkendahl Dalgas og Emma Holten
Kom og hør forfatter Gry Stokkendahl Dalgas læse op af sin stærke og rasende bog ’At performe transkønnet vrede’ fra 2022 og oplev hende fortælle om baggrunden for denne mangesidede bog i samtale med debattør, aktivist og foredragsholder Emma Holten.
Gry Stokkendahl Dalgas (f. 1990) er forfatter og skriveunderviser. I 2019 dimitterede hun fra Talentskolens forfatterlinje, og samme år udkom hendes debutdigtsamling ‘Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. I foråret 2022 udgav hun langdigtet ‘Kudan; eller Kalvenø på forlaget Ovbidat, en vanskabt kalvs to-dage-lange liv og talestrøm. Her i efteråret udgav hun bogen ‘At performe transkønnet vrede’ på forlaget Amulet.
Emma Holten (1991) er debattør, foredragsholder, aktivist og kønspolitisk rådgiver og har arbejdet i krydsfeltet mellem teknologi og feminisme siden sit 2014-projekt CONSENT, der fokuserede på hendes egne oplevelser med ikke-samtykkende fotodeling. Siden da har hun færdiggjort en bachelorgrad i komparativ litteratur (2015), en kandidatgrad i moderne kultur med tilvalg i kønsstudier (2017), såvel som et kursus ved Brooklyn Institute for Social Research on Ecofeminism and Xenofeminism (2018). Siden 2019 har hendes primære fokus været på magt på arbejdspladsen, feministisk økonomi og feminisme i kunst og litteratur.
Praktisk information: arrangementet foregår i cafeen og er gratis. Det er muligt at købe forfriskninger i pausen. Book din gratis billet her.
Udstillingen af Melanie Kitti. Kippar efter vinden. (ledsen och klumpig) er også åben i løbet af arrangement. Læs mere her.
Fotos: Sarah Marie Winther af Gry Stokkendahl Dalgas, Claudia Vega af Emma Holten.
Denne samtalesalon med oplæsning er en del af SAMTALER PÅ TVÆRS AF GENERØSITET, et dialog-og vidensprogram på Rønnebæksholm, der udfolder sig med afsæt i ’Venligheden’ – en lille pavillon som tidligere ejer af Rønnebæksholm, Marie Toft, generøst fik opført til sin mand N.F.S. Grundtvig, så han kunne fordybe sig i sit kreative virke.
I dag står ’Venligheden’ som et offentligt mindesmærke for Grundtvigs banebrydende ideer om fællesskab, demokrati, personligt agentur og frigørelse. SAMTALER PÅ TVÆRS AF GENERØSITET tager derfor udgangspunkt i Grundtvigs demokratiserende virke og den generøsitet, der er nødvendig for personlig, kulturel og samfundsmæssig udvikling.
Programmet har sin reference i Grundtvigs ideer om det levende ord og om hvordan mundtlighed, samtale, billedkunst, poesi og musik kan skabe nye demokratiske fællesskaber og læring på tværs og det, der er imellem os. Da Grundtvig var tæt knyttet til Rønnebæksholm, gennem sin kone – Rønnebækholms ejer Marie Toft, tager programmet indirekte udgangspunkt i Grundtvigs pædagogiske og filosofiske ideer og bidrager med nye samtaleformater og vidensproduktion inden for samtidskunstscenen.
Støttet af Statens Kunstfonds pulje Viden, Debat og Dialog.