25 februar 2018
13:00 - 13:45
Omvisning i udstillingen Kortlægninger
Kom med på omvisning i over 100 års kunstneriske kortlægninger af Grønland.
Bliv klogere på kunsten, fortællingerne og historien om Danmark-Ekspeditionen i udstillingen Kortlægninger. Omvisningen tager 45 minutter og er gratis, når entréen til udstillingen er betalt.
Drømmen om det ukendte og lysten til at udføre store bedrifter og tage ejerskab over et stykke jord har til alle tider optaget mennesket. Gennem tiden er land blevet opdaget, erobret og kortlagt via ekspeditioner og med videnskabeligt udstyr og kort som middel. I udstillingen Kortlægninger vil du få indblik i over 100 års kunstneriske kortlægninger af Grønland gennem tre forskellige kunstnere.
I omvisningen vil du stifte bekendtskab med malerier af Aage Bertelsen, malet på den sagnomspundne Danmark-Ekspedition (1906-08), den dansk-grønlandske kunstner Pia Arkes værker, hvor den dansk-grønlandske kolonihistorie og de personlige fortællinger er i centrum, og med lydkunstneren Jacob Kirkegaards optagelser af smeltende arktisk is. Udstillingens værker præsenterer en række vidt forskellige kunstneriske greb og metodiske tilgange til kortlægningen som form. Fælles for de kunstneriske kortlægninger er, at de på andre måder end den videnskabelige tager ejerskab over et land og en historie og viser, at fortællingen altid hører med til det at kortlægge.
Gennem omvisningen tages du med på en rejse gennem udstillingen, der begynder ved overfladen, lyset, farverne og landskabet, og videre ind i arkiverne og de personlige erindringers arkæologi, for til sidst at ende helt inde i materien, i jorden og isen.
Deltagende kunstnere
Aage Bertelsen (1873-1945)
Den danske kunstner Aage Bertelsen deltog som ekspeditionsmaler i den stort anlagte Danmark-Ekspedition, der havde til formål at kortlægge og udforske det nordligste Østgrønland. Bertelsen skulle berige ekspeditionen ved at anvende kunstneriske virkemidler, som kameraet og de videnskabelige optegnelser ikke var i stand til at indfange. Bertelsen skildrer de særegne farver, som det stærke arktiske lys frembragte i den grønlandske natur og det grønlandske landskab, med stor sanselighed. Bertelsens stemningsfyldte og visuelle kortlægninger af det dengang uopdagede land kombineret med et udvalg af fotografier, dagbogsoptegnelser og andre artefakter fra Danmark-Ekspeditionen peger udstillingen videre ind i den grønlandsk-danske kunstner Pia Arkes værker.
Pia Arke (1958-2007)
Arke tog som en af de første billedkunstnere fat på den problematiske og følelsesfulde dansk-grønlandske kolonihistorie på sin helt egen måde. Med tekst og fotografi som de primære medier og med en kunstnerisk og praksisbaseret undersøgelsesform har Arke skabt nye måder at organisere og skrive historie på. Gennem arkivmateriale, indsamlede historier, personlige erindringer og amatørfotografisk materiale har hun med sine værker på kritisk og nuanceret vis gjort op med dominerende geopolitiske og nationale historiefortællinger ved at give stemme til de personlige erindringer. Arke har med sine værker fulgt spor, udgravet usynlige historier og undersøgt tilknytningsforhold og herved taget fornyet ejerskab over historien og et sted.
Jacob Kirkegaard (f. 1975)
I udstillingens sidste rum tager lydkunstneren Jacob Kirkegaard beskueren med ind under den arktiske is, hvor han har optaget lyden af smeltende is i Grønland. Værket er komponeret af optagelser af forskellige stadier af smeltende is, der bevæger sig fra voldsomme lyde af is, der gnider mod hinanden, til rislende sekvenser og strømme af vand, der minder os om isens transformation, fra fast til flydende form. Med en både poetisk og videnskabelig kortlægning af et fænomen åbner værket op for at begribe og sanse verden på nye måder ved at gøre et akustisk rum, der ellers er utilgængeligt, sansbart for en os.