12 juni 2011 – 7 august 2011
Lars Nørgård – Lyse sider
Kraftfulde malerier i store formater, tegninger der fortæller absurde og skøre historier – Rønnebæksholms sommerudstilling Lyse Sider er en farverig præsentation af kunstneren Lars Nørgårds malerier og tegninger. Der er fernisering lørdag 11. juni kl. 14, og udstillingen åbnes af forfatter og kunstanmelder Trine Ross.
Lars Nørgård (f. 1956) har været en væsentlig figur på den danske kunstscene siden 1980’erne, hvor han var en del af Værkstedet Værst og De Unge Vilde. Han er en kunstner der hele tiden udfordrer sig selv og afsøger nye veje, og han er svær at sætte en mærkat på, for han gør kun sjældent det andre gør. I 1980’erne, hvor De Unge Vilde blev kendt for deres ekspressive værker der grænsede til det abstrakte, lavede Lars Nørgård fortællende og humoristiske allegoriske fremstillinger af kolleger og folk fra kunstmiljøet, og i dag, hvor realismen er tilbage i det samtidige maleri, er hans værker primært abstrakte.
Udstillingen Lyse Sider tager afsæt i en række nye malerier, der gådefuldt bevæger sig på grænsen mellem figuration og abstraktion.
Gåden er ofte et omdrejningspunkt i Nørgårds værker, og det kommer klart til udtryk i hans galgenhumoristiske og absurde tegninger som udstillingen præsenterer en lang række af. De er figurative og fortællende og kan i stil lede tankerne hen på Arne Ungermann og Storm P.’s underfundige skildringer. Men her hører ligheden også op, for Lars Nørgårds tegninger foregiver at fortælle en historie, men gør det ikke, i hvert fald ikke en historie der har en klar og fremadskridende handling med en sluttet mening. Som Lars Nørgård selv formulerer det: ”Billedet skal hele tiden vrides væk fra en mening. Hver gang man tror, at nu har man en mening, skal den forsvinde til fordel for en ny mening.”