5 oktober 2018
17:00 - 21:00
Kulturnat på Rønnebæksholm

Til kulturnatten den 5. oktober kl. 17.00 til 21.00 åbner Rønnebæksholm dørene op på vid gab og inviterer på historier fra både fortid og nutid.
Historie
Godsets 700 år lange historie rummer utallige kendte såvel som ukendte historier. Vært Anna Wulff vil stå klar i caféen til at vække flere af disse historier og myter til live igen.
Udstilling
Udstillingen Strandhugst er fuld af spørgsmål, stillet gennem genstande og historier, udvalgt og præsenteret af billedkunstneren Christian Vind. Udstillingsinspektør Rebecca Vestervang Chong vil være at finde i udstillingens første rum for at introducere til Strandhugst og besvare spørgsmål.
4H byder på jordskokke-suppe
4H har deres vante gang i Herregårdshaven – og har fået tildelt et jordstykke, hvor børnene dyrker hver deres område. Børnene er med i hele processen, fra det første spadestik, over de spæde spirer til grøntsagerne er høstklar. På kulturnatten byder de på jordskokkesuppe fra jordskokker de selv har dyrket på Rønnebæksholm. Rønnebæksholms herregårdsgartner Sara Nørager Andersen vil også være til stede.
Praktiske informationer:
Kulturnatten på Rønnebæksholm varer fra kl. 17.00 – 21.00, og der er gratis adgang.
Der kører bus til og fra Rønnebæksholm. Bussen kører fra Kvægtorvet og stopper ved indgangen til parken.