9 oktober 2018
19:00 - 21:00
Filosofisk salon – Historiens betydning
Den 9. oktober åbner vi dørene for en af efterårets hyggeligste og mest interessante aftner. Cafestemning, samtale og nysgerrig undren blander sig i de eftertænksomme timer mellem kl. 19 og 21 i Herskabsstalden på Rønnebæksholm.
Aftenen er inspireret af 1600-tallets salonkultur, som opstod i Frankrig, hvor Catherine de Vivonne, markisen af Rambouillet blev den første husfrue, som inviterede en kreds af venner til selskabeligt samvær, hvor man konverserede om litteratur, kunst og politik, deklamerede, musicerede eller spillede teater.
Du inviteres ind i et eksistensfilosofisk rum fyldt med oplæg og samtale, der tager udgangspunkt i eksistentiel tænkning. Vi begynder med et oplæg på en halv time ved sognepræst Annette Marie Kruhøffer. Derefter er cafeen åben og guidede spørgsmål lægger op til samtale ved bordene. Aftenen slutter med fælles samtale og mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderen.
Denne aften handler om historiens betydning. En gang brugte man historien som moralsk kompas – de gode og sejrrige viste vejen, mens de onde viste, hvor galt det kan gå. Siden blev historien en slags GPS, der viste ruten, og som kunne ekstrapolere os ind i en forudsigelig og bedre fremtid. I dag bruger vi (ofte) historien til at piske os selv for vores skyld i slaveri, krige, koloniseringer og undertrykkelse. Kan vi bruge historien til noget opbyggende? Kan vi ryste os fri af vores forfædres og vores egen historie? Kan vi gå nye veje eller er vi bestemt af fortidens handlinger? Er vi ansvarlige for den historie, vi bygger på? Er historien god fortælling eller øm samvittighed?
Hvad siger Hvad siger Rousseau? Hvad siger Kant? Hvad siger Kierkegaard? Hvad siger Nietzsche? Hvad siger du?
Vært er provst Anna Kluge. Det er gratis at deltage. Cafeen er åben denne aften og lokker med et sødt menukort.
Praktisk information:
Tid: Tirsdag d. 9. oktober kl. 19-21
Sted: Herskabsstalden, Rønnebæksholm
Pris: Gratis