16 januar 2011 – 13 marts 2011
Erik Hagens – Velfærdshverdag – i billeder fra 60’erne til nu
I anledning af Erik Hagens’ 70 års fødselsdag i april 2010 gik Arbejdermuseet, Vendsyssel Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Rønnebæksholm sammen om at vise en retrospektiv udstilling af hans rige produktion. Skønt kunstneren er velrepræsenteret på kunstmuseerne og har modtaget stribevis af anerkendelser for sin unikke indsats i dansk kunst, har der været langt mellem de samlede præsentationer af hans indsats.
Erik Hagens er en af de få nutidskunstnere, der har påtaget sig at skabe billeder af danskernes hverdag. At det altid har været hans mål at lave billeder, der kan bruges af de mange og giver mening for såkaldt “almindelige mennesker”, gjorde det oplagt for Arbejdermuseet at tage initiativ til udstillingen. Erik Hagens bor på Møn og har selv foreslået, at hans udstilling også vises her på Rønnebæksholm. Fremvisningen af hans værker på en herregård, der traditionelt har huset overklassen vil ganske givet få en anden karakter end på de øvrige museer og få andre aspekter frem i hans billeder af arbejderklassen. Hagens er en stor billedfortæller, der indfanger dagliglivet i et masseopbud af detaljer. Han skildrer menneskelivet i nutiden med bilisme, industrialisme, forbrugskultur og massemediernes omklamring, vores fælles “velfærdshverdag”. Som oftest præsenterer hans billeder os både for facaden og for de mange muntre, tragiske og uhyggelige ting, der foregår under overfladen.
Udstillingen starter i 1960erne, da Erik Hagens afprøvede grænserne mellem kunst og politisk handling, f.eks. i form af de bål og eksplosioner, han under Vietnam-krigen malede til opsætning ved den amerikanske ambassade. Fra samme tid stammer hans første plakater, som udstillingen rummer et bredt udvalg af. Erik Hagens’ plakater – til Vietnam-bevægelsen, venstrefløjens partier, solidaritetsbevægelser, anti-EF-bevægelsen, BZ og mange andre – er teknisk set meget varierede og nyskabende og har tydeligvis nydt godt af hans mangeårige arbejde på Eks-Skolens Trykkeri.
Fra 1970’erne er der billeder fra København med vægt på dens miljø, liv og fællesskaber. Det drejer sig bl.a. om Palads, Københavns Vinterbane og Sommer i den sorte firkant. Den sidste blev i samtiden mangfoldiggjort som plakat og hang i køkkenet i de fleste kollektiver med respekt for sig selv.
De senere malerier er beregnet til fordybelse, det er billeder, der kalder på en lænestol, hvor man kan sidde og betragte dem gennem længere tid. Udgangspunktet er stadig vores nutidshverdag, men drømme, erindringer og budskaber fra medierne trænger sig på. Billederne handler nu om mennesket, der er prisgivet sansebombardementet fra omverdenen, som er umuligt at stoppe, og som gør det vanskeligt at bevare det personlige, indre rum, man har brug for.