19 august 2012 – 7 oktober 2012
En verden udenfor

Marie Søndergaard Lolk, Mette Winckelmann, Richard Mortensen
19. august – 7. oktober 2012
I en lang række værker af nutidige kunstnere er abstraktionen på spil som det konkrete udtryk. Ofte sættes disse kunstneres værker i bås som udelukkende »abstrakte« i betydningen »ikke-figurative«, og der åbnes kun sjældent for de vidder, der ligger i abstraktionen uden for det formelle: at abstraktionen både kommer fra noget og lukker op for noget, der ligger ud over selve værket.
Med udstillingen En verden udenfor sættes der fokus på abstraktionens dybde og bredde hos kunstnerne Marie Søndergaard Lolk, Mette Winckelmann og Richard Mortensen.
Richard Mortensen er en af vores væsentligste abstrakte kunstnere, og han var banebrydende for den retning inden for abstraktionen i Danmark, der bibeholdt henvisningen til en levet verden uden for værket selv, med klare referencer til konkrete kunstværker, politiske scener og begivenheder, musik, sprog, mytologier, spiritualitet, gestaltpsykologi og rumlig perception. Marie Søndergaard Lolk og Mette Winckelmanns værker viser, hvordan to nutidige tilgange til kunsten bringer denne abstrakte tradition videre ind i en samtidig
kontekst. Marie Søndergaard Lolk arbejder i udgangspunktet todimensionalt, men værkernes materialitet giver dem reliefkarakter. Det, der driver formen i dem frem, er de systematiske og komponerende elementer, der enten ligger ud over værkerne selv, det kan være et sprogligt system eller en talrække, eller selve værkets tilblivelsesproces. Mette Winckelmann bruger abstraktionen som en måde at genfortolke forestillinger om eksempelvis køn og krop
på, og ofte tager hendes værker udgangspunkt i arkitektoniske strukturer eller rumlige forhold, der omsættes til konkrete abstraktioner.