2 september 2018
14:00 - 16:00
Fejring af Grundtvigs fødselsdag med Georg Metz
De fleste danskere kan opvise et udvalg af danske sange som de foretrækker. Sangskatten er ikke en objektiv, fast størrelse, hvis tolkning er entydig. Tid og sted, temperament og indstilling, alder og baggrund er bestemmende. I øvrigt også for sangbøgernes indholdsfortegnelse.
Et passende også personligt udvalg kan give anledning til at diskutere nationallyrikkens tydning og indflydelsen på det, vi meget moderigtigt kalder: den danske identitet. Og man kan altid stille rigeligt med spørgsmål, for sangene er fyldt med oplysninger og gåder:
Hvad lavede munken der gik i enge? Er det rigtigt at pigen græd så bitterligt lørdag aften? Var løjtnant Willemoes en helt? Hvorfor skrev Ørsted et fornærmet brev til H.C. Andersen? Hvem var Ingemann i virkeligheden? Hvorfor løj digteren om slaget på Reden? Hvad forstår vi ved den lyse nat? Hvad mente Johannes V. med åndens spor? Hvorfor skal vi synge Danmark for folket? Hvem besang besættelsen før andre tog fat? Hvem er de danske helte?
Først og sidst er sangene kilder til danmarkshistorien, og kilder behandler man kritisk, hvis de skal bruges til noget. Ellers bliver det hele let en indholdsløs vane og tom tradition.
Det er ikke mindst vigtigt at erindre sig at den danske nationalstat ikke er en særlig gammel affære, men har rod i 1800-tallets romantik, borgeropstande i Europa og borgerskabets krav om indflydelse på ofte enevældige kongestater – vel at mærke også den danske.
Det er rigtigt som Poul Hartling engang sagde, og som vor tids nationalkonservative også hævder, at moderne digter skriver færre sange om fædrelandet end før i tiden. Ikke desto mindre finder man hengivenhed for Danmark i andre måder, andre former, andre sammenhænge. Så derfor har de ikke ret alligevel.
Det taler vi alt sammen om – og synger en del.
Tid: Søndag 2. september kl 14 – 16. Dørene åbner kl. 13.30
Pris: 80 kr. eksl. gebyr. Billetter købes på billetten.dk eller i døren. Billetten giver adgang til udstillingen. Det er muligt at bestille frokost i Rønnebæksholms café inden arrangementet hos Anna Wulff på aawul@naestved.dk