Leif Madsen er naturmaler. Han maler anemoner og æbleroser, valmuer, skræppeblade, rødkål og jasminer, bøgeblade, landskaber, træstammer, skovbunde og mere til. Naturen i egen ret har siden 1975 været Leif Madsens særskilte motiv. For hvad du som beskuer præsenteres for når du møder hans malerier, er ikke landskabet som nationalromantisk symbol, himlen og havet som længsel mod noget fjernt fra dette nu, blomsten som billede på kvindelighed, eller træet som billede på ælde. Det, du præsenteres for, er det du ser: landskaber, blomster og træer.